-
Parken-aktien styrtdykker igen efter afvisning af opkøb
来源: BDK Finans / 09 10月 2024 04:05:23 America/New_York
Der er massiv og kontant afregning til aktionærerne i underholdningskoncernen Parken Sport & Entertainment efter afvisningen af, at et salg er på vej. Rygterne om et salg sendte ellers Parken-aktien i vejret med 17 procent mandag, men tirsdag afviste storaktionær Erik Skjærbæk over for Berlingske al tale om salg. »Der er ingen hold i historien om, at Parken står foran et salg. Jeg kan sige, at der ikke har været nogen som helst forhandlinger eller noget af den slags,« sagde han. Tirsdag faldt Parken-aktien så med 4,1 procent. Kort før klokken ti onsdag morgen – altså en time efter at børsen i København åbnede – var Parken-aktien faldet med yderligere 7,06 procent. Underholdningskoncernen består af fire dele: ejendomme, badelandet Lalandia på Lolland, fodboldforretningen F.C. København samt selve nationalstadionet på Østerbro i København. Det er hjemsted for både fodboldlandsholdet og F.C. København og har plads til omkring 38.000 tilskuere. Det var mediet Inside Business, der fik aktiekursen til at skyde i vejret med beskeden om, at amerikanske investorer stod på spring til at købe det børsnoterede selskab efter måneders forhandlinger for siden at splitte koncernen op i de fire dele. De tre største aktionærer i Parken er Lars Seier Christensen, Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen. https://www.berlingske.dk/aktier/parken-aktien-styrtdykker-igen-efter-afvisning-af-opkoeb